lørdag, desember 03, 2005
Lørdag med das Beckwerk
For en tid tilbake leverte jeg fra meg en anmeldelse med tittelen "Reisen til Unntakstilstanden". Den heter nå "Sterk og utfordrende dansk priskandidat", og står på trykk i dagens Aftenposten (kan også leses i kommentarfeltet her). Også Klassekampen bringer stoff om Beckwerket i dag: intervju ved Karin Haugen og anmeldelse ved Susanne Christensen.
Abonner på:
Legg inn kommentarer (Atom)
2 kommentarer:
Ha! Ha! Ha! Avisredaktioner er sjove.
Hverken Aftenposten eller Klassekampen har lagt tekstene på nett, så vidt jeg kan se. Her er min anmeldelse, slik den endte opp i avisen:
Sterk og utfordrende dansk priskandidat
BØKER UTENFRA
CLAUSBECK-NIELSEN.NET
Selvmordsaktionen. Beretningen om forsøget på at indføre Demokratiet i Irak
Gyldendal, København
Dansk kandidat til Nordisk Råds litteraturpris. Sterk, usedvanlig og høyst anbefalelsesverdig roman – et stykke politisk litteratur som utfordrer, utforsker og bidrar til et forhøyet refleksjonsnivå.
I 2001 ble forfatteren og iscenesetteren Claus Beck-Nielsen erklært død, og den i prinsippet navnløse forvalteren av hans liv og verk, også kjent som verkfører Nielsen, tok over. Boken ”Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi” (Dansk Gyldendal, 2003), som forteller historien om hans bortgang, kommer i norsk oversettelse i 2006. Men for den som kan lese dansk, er det ingen grunn til å vente med å stifte bekjentskap med den avdøde forfatterens vitalt ekspanderende verk, særlig ikke nå som den eksepsjonelle ”Selvmordsaktionen” nylig er kommet ut i Danmark.
Idealisme. Boken følger de to eksemplariske, idealistiske europeerne Nielsen & Rasmussen i deres forsøk på å handle, ”være med til at gøre verden til et bedre sted at leve”. Som ubevæpnede, ulastelig dresskledde sivile reiser de inn i Irak, i amerikanernes fotspor, for å innføre sin åpne, samtalebaserte versjon av Demokratiet – bestående av ”det nomadiske parlament”, for anledningen pakket ned i en metallkasse.
Et naivt, utopisk prosjekt, som naturlig nok får en heller tragisk ende. Som Nielsen konstaterer, i den språklige unntakstilstanden som tvinger ham til å erstatte ”æ”, ”ø” og ”å”, med ”ae”, ”oe” og ”aa”: ”... den, der har vaeret i undtagelsestilstanden, han ved ikke om undtagelsestilstanden er i ham eller i verden uden om ham ... I undtagelsestilstanden raader undtagelsestilstanden. Suveraent”
Profetisk? Som utgiver er nettadressen clausbeck-nielsen.net oppført – for øvrig fremstår ”forfatteren” som en anonym redaktør/kommentator, som med utgangspunkt i Nielsens notatbøker, blogger, avisartikler, skisser, fotografier og en del andre kilder skriver beretningen ned. Det eneste vi får vite om den anonyme bakmannen, er at han skriver til oss fra Bagdad, 20 år frem i tid.
Dermed er ikke beretningen bare ”dokumentarisk”, den er også ”profetisk” – vi befinner oss i en ny tidsregning, hvor den permanente unntakstilstanden (som den italienske filosofen Giorgio Agamben har hevdet at Bush-administrasjonen etterstreber) ikke bare råder, men provokativt nok betraktes som ideell.
Sterk leseropplevelse. ”Selvmordsaktionen” er morsom, rystende og tankevekkende lesning. Det avanserte spillet med fakta og fiksjon, og den overskuddspregede blandingen av humor, (selv)ironi og tragedie, kombinert med klarsynt kritisk refleksjon, gjør dette til ganske unik politisk litteratur. Ikke minst er det et språklig driv i boken som i seg selv gjør den til en opplevelse å lese. Som her, fra Nielsens redegjørelse for motivasjonen for reisen: ”... vi vidste vel knap nok, hvilket land der var hvad eller hvor, vi havde aldri i livet mødt eller bare tænkt på muligheden af at møde en iraker, jeg kunne godt lide falafel, og Rasmussen havde engang ligget fjorten dage på en strand i Thailand og læst europæiske bøger, men bortset fra det, så var det en ganske almindelig verdenshistorisk tilfældighed af den slags, der plejer at starte en verdenskrig, det var amerikanerne der, med deres idé om at begynde demokratiseringen af verden med netop Irak, havde givet os idéen, givet os, om ikke modet, så i det mindste den skræk, der skulle til for at sige, ja, vi gør det sgu, nogen må jo gøre det, så hvorfor ikke os!”
MARIANN ENGE
Legg inn en kommentar